Leksis - en god historie

En god historie



Phoebe


Jeg er ikke rigtig et a-menneske. Det er ikke en forbrydelse, bare et faktum. Jeg forstår ikke, hvorfor alle er så ivrige efter at være flinke før klokken ni om morgenen. Jeg har bare brug for at være alene eller i det mindste ikke blive provokeret bevidst.
I morges sad Kate og Ella ved morgenbordet i en evighed, før jeg kom ned, og jeg fik alt smuldret fra bunden af cornflakes æsken. Så jeg fremsatte et fuldstændigt rimeligt ønske.
”Kate, tror du, at du kunne tænke lidt på andre en dig selv. Bare en gang imellem og ikke rage alle cornflakes’ne til dig?”
”Jeg ragede ikke alle cornflakes’ne til mig. Jeg fik en tallerkenfuld. Det er ikke min skyld, at du var længe om at komme ned.”
”Åh, hold op. Jeg tager mig i det mindste tid til at gøre mig ordentligt i stand om morgenen. Jeg tager slet ikke af sted, mens jeg ligner en bums.”
”Jeg er i det mindste ikke forfængelig, og ser mig ikke i spejlet hele tiden.”
”Tager en nederdel på, der sidder halvvejs oppe over min røv.”
Så blandede mor sig, med hænderne på hofterne og klar til den helt store klagesang.
”Piger, må jeg så være fri? Det er helt ulideligt at høre på, ligegyldigt hvornår, og det er især usmageligt så tidligt om morgenen.”
Så fokuserede hun direkte på mig. ”Nu vi taler om det, så synes jeg faktisk, at din nederdel er blevet noget kort, Phoebs. En skønne dag får du en anmærkning for det. Skulle jeg ikke få fat i en anden en til dig?”
Jeg overvejede at være rar. Så besluttede jeg mig for, at hun gjorde det umuligt for mig og rullede med øjnene i stedet.
”Du skulle virkelig få dig et liv, mor.”
Hvad er det med mødre? Undrer jeg mig over. Eller er det bare min mor. Hele tiden svæver hun omkring, deler ordrer og reprimander ud. Få noget morgenmad. Din nederdel er for kort. Din top er for lav/for høj/for stram. Skulle du ikke være i seng nu? Må I virkelig godt have sådan en nederdel på i skole?
Min mor forstår ikke, hvordan det er at være femten år. Hun må have haft en ide om det en gang, men de sidste seksogtyve år har tilsyneladende slettet hele hukommelsen fra den gang. Hver gang hun gør sig umage med at grave en relevant stump viden op fra dengang og fortæller en historie om ”Da Hun Var På Min Alder,” får jeg en stærk trang til at holde hænderne for ørerne. Nogle gange gør jeg det. Da ”Hun Var På Min Alder”, kan det godt være, at det var ok at gå i en nederdel, der gik helt ned til knæene og stor, løsthængende vinterfrakke, ligesom dem pensionister går med.
Mor er ikke højtråbende. Når der er noget, hun ikke synes om, presser hun læberne sammen og kommer med en overdrevet, tilfældig bibemærkning, som man ved er alvorlig ment. Gad vide, hvad hun ville gøre, hvis hun vidste, at jeg overvejer at gå i seng med Josh. Sandsynligvis besvime. Eller begynde at brænde indvendig.
Da jeg var yngre, sagde hun altid, at jeg skulle tale med hende, hvis der var noget, der bekymrede mig, ligegyldigt hvad. Hun sagde, at lige så snart jeg begyndte at tænke på drenge og sex, skulle jeg tale med hende om det, fordi det var meget forvirrende, og hun kunne hjælpe mig. Klart. Som om det nogensinde ville ske. Jeg kunne aldrig tale med hende om alt det her. Heldigvis er jeg ikke nødt til det. Sygeplejersken på mødreklinikken var helt fin omkring p-pillerne. Ingen spørgsmål. Ingen mærkelige grimasser. Bare en recept. Jeg ved, hun ikke engang vil sige det til mor, for der står i den lille hvide brochure, hun gav mig, at det er imod deres regler at involvere forældrene, når man er over seksten, og det er jeg næsten.
Jeg har altså p-pillerne, men jeg er ikke begyndt at tage dem endnu. Jeg ved ikke rigtig, det er lige som om, hvis jeg tager dem, så må jeg også sige ja til det. Somme tider vil jeg, men meget af tiden vil jeg ikke. Josh er vidunderlig, og alle er vilde med ham. Men, jeg kan ikke lade være med at føle, at der burde være noget, der er lidt mere uimodståeligt, før jeg overgiver mig. Jeg ved ikke rigtig, skulle der ikke være stjerner eller sådan noget? Skulle jeg ikke trygle om det, lidt ligesom han gør, men jeg er jo egentlig meget godt tilfreds med det, som det er.
Laura og Alice siger, at jeg er godt dum ikke at gøre det. Alice siger, at hun ville give sin højre arm for at få sådan en som Josh, som kæreste. Men helt ærlig, Alice ville gøre hvad som helst i det hele taget bare for at få en kæreste.

Libby

Der er gået en uge, og det er ikke lykkedes mig at finde et godt tidspunkt at tale med Phoebe. Til gengæld fik jeg tid til at besøge hendes trusseskuffe syv gange. Hver gang kunne jeg ånde lettet op over at finde foliepakken uåbnet.
Dagen efter jeg fandt p-pillerne, fik jeg en fantastisk ide. P-pillerne var uåbnet, hvilket betød, at hun ikke var begyndt at tage dem endnu. Det betød, at hun formentlig ikke havde gjort det endnu. Derefter kom den bratte opvågning, for lige netop den pakke piller kunne jo være en af mange, der var gemt på hver sit sted i værelset. Jeg tilbragte en vanvittig halv time en formiddag med at rode rundt under puder, tasker, bladre gennem bøger for at lede efter halvtømte pillepakninger, undersøge tæppet for bittesmå stykker tabt lyserødt sølvpapir. Ingenting.
P-piller eller ikke p-piller, jeg er ret sikker på, at der ikke kan være sket noget denne uge. Hun har kun været sammen med Josh en gang, da hun tog over for at se ham spille rugby. Så med mindre hun har sneget sig ud af sit værelsesvindue i løbet af natten, kan der ikke have været mulighed for et stævnemøde.
”Hvad gør man?” spurgte jeg Fran, min bedste veninde i mere end et årti.
”Godt spørgsmål. Jeg er bare taknemmelig for, at jeg ikke er der endnu. Jeg tror ærlig talt ikke, Freddie overhovedet ved, hvad piger kan bruges til. Men, hvis det var mig, ville jeg tale med hende.”
Frans børn er yngre end mine, og begge er drenge. Freddie er fjorten, Jake er tolv. Vi mødte hinanden til fødsels-forberedelse, da jeg var gravid med Kate og hun med Jake. Da mit vand gik midt i en af timerne, tilbød hun at køre mig til sygehuset, og det lykkedes hende at holde mig i hånden og skifte gear, samtidig med at jeg fik veer hele vejen. Vores venskab var hermed cementeret.
Det er naturligvis rent pjat at have en teenagedatter, som måske dyrker sex med sin teenagekæreste sammenlignet med de traumer, Fran har måttet stå igennem. For seks år siden forlod hendes fantastiske mand af en kirurg hende for at skabe et nyt hjem med sin niogtyve år gamle narkoselæge, som, for at føje spot til skade, var høj, blond og særdeles velforsynet med hensyn til både bryster og numse. (Jeg ved det, fordi Fran insisterede på, at jeg fulgte med hende på hendes eneste togt, hvor hun ville udspionere Doug og hans nye elskerinde. Vi sad sammenkrøbet i mørket i min bil, og da vi så dem komme ud hånd i hånd fra den beboelsesblok, hvor de boede, lænede jeg mig ind over Fran og omfavnede hende, så hun ikke kunne se så godt. Men, det var for sent. Hun havde også set, hvad jeg havde set. Det fik hende til at tro, at Doug sikkert aldrig havde været særlig interesseret i hendes lille, runde krop eller det lysebrune hår, hun havde bundet op i en knude i nakken. At han sikkert aldrig rigtig havde elsket hende.) Da Doug og hans elskerinde med den frække numse fik et barn syv måneder efter, han forlod hende, var der intet andet, Fran kunne gøre, for at hun og drengene ikke skulle gå i opløsning. Specielt Freddie var utrøstelig. Selv nu er han en alvorlig dreng med bedrøvede øjne, som om han allerede har set for meget.
Nogle få år efter genvandt Fran noget af sin sprængkraft. Hun genoptog arbejdet som røntgensygeplejerske, og begyndte at gå mere ud. Ikke stævnemøder, men hun gik dog ud. Til at begynde med havde hun intet følelsesmæssigt overskud til at tage sig af andres problemer. Nu er hun på sporet igen og gør det, der altid er faldet hende naturligt: hjælpe andre med at se problemerne i det rette perspektiv, le af deres små bekymringer eller grave i deres følelsesmæssige depot for at finde overskud til at støtte veninder, hvis liv virkelig var kørt af sporet.
”Vær nu forsigtig, det er det hele. Ikke for voldsom, ellers skubber du hende bare i den anden retning,” var hendes afskedsformaning til mig.
Da jeg fortalte Rob om min opdagelse, reagerede han nøjagtig, som jeg troede han ville.
”Gud fri mig vel. Nu kører det.”
”Rob, vi vidste jo, at det ville komme på et eller andet tidspunkt.”
”Ja, før eller senere. På et eller andet tidspunkt meget senere. Ikke lige her og nu.”
”Det ved jeg godt. Jeg vidste slet ikke, at hun og Josh mente det så alvorligt. Og, jeg synes femten år er for tidligt. Vi er måske bare gammeldags. Tror du?”
”Gammeldags eller ej, du bliver nød til at tale med hende.”
”Hvad skal jeg sige helt nøjagtigt?”
”Det ved jeg ikke. Det er dit område, men noget skal der siges.”
Så vi er altså enige. Noget skal der siges. Jeg forsøger med nogle småting, der går lige fra det frisindede til det fordømmende:
Phoebe, skat, jeg har fundet dine p-piller, og jeg ved, at du sikkert går i seng med Josh. Hvis det er rigtigt, så er det også ok, men der er nogle ting, du måske bør tænke over. (Byg broer ved at være åben og accepterende, men risikere at bryde tilliden ved at erkende, du har smugkigget i trusseskuffen.)
Phoebe, skat. Jeg har lagt mærke til, at du og Josh tilbringer meget tid sammen, og I når nok snart til et punkt, hvor I overvejer at gå i seng med hinanden. Synes du ikke, vi burde tale sammen om det? (Giver mig nogle point for at være den opmærksomme mor uden det medfølgende tillidsbrud, men det giver ikke meget beskyttelse mod øjeblikkelig at blive smidt ud af værelset.)
Phoebe. Jeg har fundet dine p-piller. Hvad fanden tror du, du har gang i? (Klart upassende, men ikke desto mindre fristende.)
For tre eller fire år siden var sådan et dilemma helt usand-synligt. Phoebe og jeg havde altid et godt forhold til hinanden, og jeg roste mig selv for at være den slags mor, børnene kunne tale med om alt. Jeg lagde altid øre til diskussioner om ondskabsfulde veninder, jalousi, rædselsfulde lærere, ting der var ”glemt” at blive afleveret eller pinlige øjeblikke. Da Phoebe blev tretten, gik det op for mig, at jeg var fjende nummer et. Hun begyndte at sige ting som: ”Jeg kan bare overhovedet ikke tale med dig,” og ”du er altid efter mig,” som svar på en uskyldig forespørgsel eller bemærkning, jeg havde sagt, og jeg tænkte: ”Hvem, mig?” Jeg kunne ikke forstå, hvordan hun kunne fortolke mig på den måde. Ofte kunne jeg ikke en gang forstå, hvad hun sagde. Hun fremførte mishag i et helt nyt sprog. Et sprog, der tog ord, jeg mente, jeg kendte, og iklædte dem en helt ny, ukendt mening. Første gang hun sagde: ”Hold op med at pisse mig af,” stod jeg med åben mund og var helt forvirret. ”Hvad behager? Hold op med at pisse dig af?” sagde jeg så. ”Ja, pisse af. Det betyder: skamride, irritere, bebrejde, ophidse, mor,” svarede hun. ”Og du gør det hele tiden.” (Selv om jeg blev såret over anklagen, må jeg indrømme, at jeg blev flygtigt imponeret over hendes ordforråd. ”Skamride” er ikke et ord, man hører meget lige for tiden.)
Det gik snart op for mig, at det ikke bare var en enkelt dårlig dag eller en kort fase. Det var vores forhold til hinanden, og det var ikke længere et forhold mellem ligestillede. På et eller andet tidspunkt var jeg begyndt at gå på listefødder omkring hende. Jeg begyndte at se hende, som en der var adskilt fra den datter, jeg en gang havde kendt. Rob og jeg begyndte at referere til hende som Hendes Højhed, dog sjældent mens hun kunne høre det. Hvordan har Hendes Højhed det her til morgen? Hvad ønsker Hendes Højhed at sige om det? Ønsker Hendes Højhed at være sammen med os? Når jeg havde brug for bare en lille smule af den fysiske intimitet, vi havde haft, da hun var yngre, måtte jeg nøjes med at snige mig ind på hendes værelse sent om aftenen, så jeg kunne sidde helt stille og stryge hendes arm eller holde hendes hånd, mens hun sov. Det var det eneste tidspunkt jeg kunne være helt sikker på ikke at blive afvist, råbt ad eller gjort til grin. Det betyder ikke, at hun aldrig er følsom, eller at vi aldrig griner sammen; blot at hendes kærlighed bliver delt ud i meget små, pludselige og uventede portioner.
Hun er så smuk, man næsten ikke kan tro, at så meget grimt kan komme ud af hende. Hendes smukke udseende syntes at spire uden forudgående varsel. Lige pludselig blev det ranglede udseende til perfekt ynde, det muskuløse sportstrænede udseende blev en sanselig spændthed, og hvalpefedtet på kinderne var forsvundet og viste et perfekt sæt kindben. Når jeg ikke er rasende på hende, gør hun mig helt stum. Selv uglet af søvn og med håret samlet i en rodet hestehale er hun fortryllende.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at al den skønhed må være svær at komme overens med, hvilket kan forklare, hvorfor jeg oftere ser gennem fingre med hendes Frøken Fræk tendenser, end jeg burde. Det piner mig at se hende famle rundt for at finde ud af, hvem hun er, somme tider en glamourøs, tankeløs ung kvinde med den klippefaste selvbevidsthed, der kommer af fornemmelsen af, at hun er den smukkeste i rummet, og til andre tider en kejtet og usikker lille pige. Så er der de tider ind i mellem, hvor hun bare er ulidelig selvoptaget og frygtelig egoistisk.
Hvilken kontrast — Phoebe med sit forfærdelige teenagersind, ser ud til at danse gennem livet uden en tanke for nogen som helst andre, og Ella, der bærer alle verdens byrder på sine skuldre. Heldigvis for Kate, der trodser alle de etablerede regler om det mellemste barn ved at have et godt temperament, være problemløs, ubekymret, ikke krævende og glad, så længe hun ikke nægtes sin ugentlige kvote af tennis, hockey og heste. Det virker som om, jeg aldrig behøver være bekymret for hende, og hun kræver ikke noget af mig. Jeg tror virkelig, hun ville have det fint, selv om jeg ikke gjorde andet end at sende hende af sted hver morgen fuld af havregrød.




Hjemmeside af AWORK Webbureau