Leksis - en god historie

En god historie



20
Bag lukkede døre

Samir tog godt imod os. Han var høflig overfor mig og kom godt ud af det med Omar, selvom de var meget forskellige af natur og helt forskellige af udseende. Samir var meget høj, velbygget med tykt, mørkt hår og overskæg. Hans mørke øjne havde et borende blik, og hans hud var mørk. Omars hud var lys til sammenligning; han havde endda nogle få fregner. Selvom deres hår havde samme længde og stil, var Omars brunt, nærmest kastaniebrunt og matchede hans øjne. Samir havde en formidabel udstråling, som jeg fandt meget skræmmende, hvorimod Omar var venlig og mere omgængelig. Det var svært at tro, de begge var 24. Samir kunne godt have været ti år ældre.
Det varede ikke længe, før de faldt ind i en rutine, hvor de studerede sammen, hvilket gav Karen og mig mulighed for at hellige os vores egne sysler. Karen og Samir havde lejligheden fuldstændig for dem selv. Samirs forældre var døde, og hans to søstre var gift og flyttet. Det var en stuelejlighed med tre store værelser og to modtagelsesværelser. Den var spartansk møbleret med undtagelse af et kæmpe, ornamenteret klædeskab i et af værelserne og et overdådigt sminkebord med et enormt spejl i en udskåret træramme i det store soveværelse. I køkkenet var der en stærk trafik af kakerlakker. Faldstammen var revnet og spildevand fra hele blokken løb konstant ned ad
ydersiden på røret og endte lige udenfor Karens køkken. Stanken var overvældende og gav os ikke lyst til at lave mad.
”Det er afskyeligt. Man er nødt til at have et lommetørklæde for ansigtet bare for at gå herind,” sagde jeg, da Karen viste mig rundt. ”Hvornår vil de ordne det?”
Karen sukkede. ”Hvem ved? Der kom to mænd i sidste uge, men de gik igen. De siger aldrig andet til Samir end bokra.”
Jeg lo. ”Man lærer virkelig tålmodighed i det her land. Alt er bokra, og i morgen kommer aldrig.”
I løbet af den næste uge kørte Omar frem og tilbage mellem Papas og Samirs lejlighed, indtil vi havde alle vore ejendele hos os. Lejlighederne lå kun nogle få gader fra hinanden, i den samme bydel af Kairo. Det havde været nemt for alle i familien at komme over for at besøge os, men der kom aldrig nogen.
I løbet af den første uge, hvor vi boede sammen, stod det klart for mig, at Karen levede i frygt for Samir. Hun var en stille pige, sart af natur, talte altid med blød stemme, og alligevel råbte han konstant ad hende og kommanderede hende omkring. Når de var sammen, cirklede hun rundt om ham, og hentede dit og dat med et nervøst og forpint ansigtsudtryk. Jeg spurgte Omar, hvorfor han troede, Samir var sådan overfor Karen, men han trak bare på skuldrene og bad mig lade være med at blande mig.
Når hun var sammen med mig, slappede hun af, var morsom, intelligent og rigtig godt selskab. Det var sjovt at lakere hinandens negle. Jeg havde aldrig lakeret tånegle, før jeg blev gift med Omar, og jeg syntes, det var svært at gøre det pænt.
Der var ingen vej udenom. Det blev forventet, at når vi gik ud, så vi smarte ud, og det indebar makeup og neglelak. Fremtoning var af yderste vigtighed, også selvom den var falsk.
Det var maj nu. Kvalmen var forsvundet, og jeg havde det forbavsende godt. Mit humør blev bedre, og jeg var optimistisk med hensyn til fremtiden. Penge var den eneste sky på himlen lige nu, og ligesom det var en kamp for Samir og Karen, var det en kamp for os at tjene nok til at opretholde livet.
Kort tid efter vi var flyttet ind, gik vi alle fire en aftentur langs Nilens bredder. Mændene gik foran og snakkede, og vi fulgte umiddelbart efter. Jeg hægtede min arm i Karens og løftede hovedet for at indsnuse aftenduftene. Lugten af spildevand i lejligheden var værre end nogensinde før, og det føltes godt at komme ud.
”Ah, hvor det dufter godt. Lad os købe nogle søde kartofler. Jeg havde lyst til noget sødt,” sagde jeg.
”Åh, ja. Samir, har vi råd til at købe nogle søde kartofler?” fortsatte Karen og løftede hovedet mod aftenluften. Da hun gjorde det, svingede Samir rundt og slog hende hårdt i ansigtet.
”Ingen søde kartofler. Vi går tilbage nu.”
Karen accepterede slaget uden et ord. Hendes ansigt viste ingen følelser, da hun sænkede hovedet og tog sig til ansigtet, hvor smerten kom fra. ”Undskyld, Samir. Jeg glemte det.”
Samir tog hendes hånd og drejede sig for at smile høfligt mod Omar. ”Gå I bare videre. Vi ses senere.”
De gav hånd og Samir vendte sig mod mig. ”Godnat, Jacky.”
Jeg nikkede og så ned. Omar lagde sine arme om mine skuldre, og så fortsatte vi, mens vi efterlod Karen til sin skæbne.
”Hvorfor slog han hende? Hvorfor er han så ond? Har hun sat ham i forlegenhed, fordi han ikke har råd til søde kartofler?” Jeg stoppede, langt væk i mine tanker. ”Vi bør gå tilbage til dem. Hvad nu hvis han slår hende igen?”
”Det kan vi ikke,” forklarede Omar. ”Vi må aldrig blande os i en anden mands og kvindes forhold. Han slår hende ikke igen. Han mindede hende bare om, at hun skal være en god, respektabel hustru. Det var ikke de søde kartofler.”
Jeg forstår det stadig ikke. ”Men hun prøver, så godt hun kan, at gøre alt rigtigt. Hvad havde hun glemt?”
”Hun så op. Hun skal altid se ned. Nok om det,” fortsatte han, ”vil du stadig have en sød kartoffel?”
”Nej tak, lad os spare pengene.”
Jeg havde mistet appetitten. Vi gik i kort tid, men så vendte vi om og gik tilbage til lejligheden. Der var mørkt. Vi krøb omkring og gjorde klar til at gå i seng, hvor vi lå i hinandens arme. Omar faldt snart i søvn, men jeg lå vågen i lang tid og lyttede til de stille snøft i værelset ved siden af og ventede på, at det skulle holde op.
Næste morgen gik jeg ind for at hente glassene i stuen og lave te, hustruens første job på dagen. Der stod en åben, flaske Johnny Walker på bordet, og et af glassene lugtede stadig af whisky. Jeg tog glassene med ud i køkkenet for at vaske dem af, da Karen dukkede op, klædt på til at gå i skole, med solbriller og et tørklæde svøbt om sit ansigt. Jeg lukkede munden op for at spørge hende, hvordan hun havde det, men hun lagde en finger over sine røde læber for at få mig til at tie.
Da vi først var i bussen, lukkede hun op. ”Hvis Samir overhørte, at vi talte om ham, ville det hele bare blive værre for mig. Jeg er nødt til at få ham til at tro, vi aldrig taler om ham, ellers vil han bede jer flytte.”
”Jeg kunne høre, du græd i går aftes. Slog han dig igen?” spurgte jeg.
”Nej. Jeg blev ved med at sige undskyld hele tiden. Han råbte noget mere ad mig og sendte mig i seng. Så begyndte han på whiskyen. Da han hørte jer komme ind, slukkede han lyset og gik i seng.”
”Jeg troede ikke muslimer måtte drikke alkohol,” sagde jeg, men allerede da jeg sagde det, kom jeg i tanke om, at Papa havde adskillige flasker whisky i et skab. Jeg havde set dem, når jeg lagde hans pyjamas væk.
”Åh, Samir er meget snu,” svarede Karen. ”Han drikker altid, når han er alene.”
”Han er godt nok snu,” sagde jeg. ”Det er det samme med den måde, han behandler dig på. Han har dig lige, hvor han vil have dig.”
”Sådan er han ikke hele tiden. Han kan være elskelig. Jeg ved, han elsker mig.”
”Hvis han elsker dig, så viser han det ikke,” sagde jeg. ”Du virker ikke lykkelig på mig. Se mig ind i øjnene og sig, at det er du.”
Bussen drejede ind i skoleindkørslen. Karen så væk.




Hjemmeside af AWORK Webbureau